Installation af Linux

Denne lille vejledning går på Linux Mint, men det kommer jo nok ikke så nogen overraskelse.

Det er dog vigtigt at vide, at da hver distribution gør tingene lidt på deres egen måde, som de synes er mest fordelagtig, så er installation og valg under installation ikke nødvendigvis ens fra distribution til distribution.

Planen er at vise installation af andre distributioner på sigt.

Forberedelse

Det første der skal ske er, at hente en distribution og overføre den til en USB-nøgle, så der kan bootes fra den.

Distributionen kan hentes direkte fra: Linux Mint - "Zena" - Cinnamon Edition, men hvis den maskine du vil installere på er MEGET sløv og gammel, f.ex mere end 10 år gammel, så kan du overveje at vælge "Zena" - Xfce Edition, da Xfce-miljøet ikke er så "tungt".

Men Cinnamon Edition kører altså ganske fint på min gamle Lenovo - og den er altså en hel del pænere at se på. ;)

Efter download har du så en ISO-fil, der skal skrives til en USB-nøgle, f.ex som jeg har her.

Der er forskellige værktøjer i Windows til dette:

Boot fra USB

At boote fra USB er typisk noget med at trykke på Del-, F1-, F2- eller backspace-tasten FØR windows starter - eller nogle gang F12 for at få en boot-menu, hvor USB'en så kan vælges.

Og når du booter fra USB'en, bør du se en skærmbillede, der minder ret meget om det, der vises her til højre.

Så er du i hvert fald på rette vej ...

Du skal vælge "Start Linux Mint".

Det er sker er, at Linux Mint starter fra USB'en og kommer op, så du kan prøve den af uden at gøre skade på noget som helst, hvilket er ret smart.

Efter start kommer så selve Linux Mint bruger-fladen og, hvorfra Linux Mint kan prøves af og installeres, hvis (eller når) man ønsker det.

Og her er ses så nogle af de muligheder, man kan prøve af:

Tag dig god tid! Leg med systemet inden du går videre.

Installation

Denne del består af ret mange billeder. Jeg har prøvet at kommentere/forklare dem, men hvis noget er uklart, er du velkommen til at skrive til mig. Min mail står altid nederst i højre hjørne på alle sider.

Velkommen

Dobbeltklik-på "Install Linux Mint"-ikonet, der ligger øverst til højre, så starter installationen op og du kan se, at det er muligt at installere med mange sprog, herunder dansk, som jeg har fremhævet.

Klik på "Fortsæt".

Tastaturlayout

Du kommer direkte videre til valg af tastatur - den står oftest korrekt, men skulle du have et anderledes tastatur, så har du nu muligheden for at ændre det og prøve det af.

Klik på "Fortsæt".

Multimediecodecs

Multimediecodecs bruges til at vise mange former for video og giver dig den bedste oplevelse, når du besøger sider som youtube.com, dr.dk, Filmstriben og mange andre.

Klik "Installér multimediecodecs" - og klik på "Fortsæt".

Installationstype

Dette skærmbillede viser dig dine muligheder ud fra, hvad Linux Mint kan se på din maskine.

Jeg installerer på en blank maskine, og vil umiddelbart vælge første punkt, men det også mulig, at gøre det mere sikkert ved hjælp at "Avancerede funktioner", hvor man kan vælge at benytte "LVM" og kryptere installationen.

Det ser således ud:

Jeg vil altid anbefale at gå videre med det, jeg har valgt - for en sikkerheds skyld.

Klik "OK" og derefter "Installér nu".

Vælg sikkerhedsnøgle

Du kommer nu til et skærmbillede, hvor du skal angive en sikkerhedsnøgle - det er altså "bare" et password, men da det beskytter hele din computer, så sørg for, at det er et godt et af slagsen.

Den skal nok fortælle dig, om den synes den er god - men du vælger selv. ;)

Vigtigt:

Hvis du mister sikkerhednøglen, så er der NUL muligheder for at tilgå systemet, så det er vigtigt at den er både besværlig OG nem at huske!

Efter du har skrevet en adgangskode, klik på "Installér nu".

Du får så en advarsel, for den vil gerne være HELT sikker på, at den må installere.

En installation vil altid advare om, at den vil skrive til disk, for det opfatter den som "Destruktiv" adfærd - men det er jo netop det, vi gerne vil have.

Så hvis du er okay med det, så tryk "Fortsæt" og gå videre med installationen.

Lokation

Den vil gerne vide hvor I verden du befinder dig.

Den prøver at bestemme det helt automatisk og hvis det er fint, så tryk "Fortsæt".

Hvem er du?

Sikkerhed frem for alt.

Brugernavnet er det, du aktivt logger på med, men hvis du synes at eet password er nok (du har jo lige givet password til hele systemet), så kan du vælge "log ind automatisk".

Jeg vil dog anbefale at bruge password begge steder, dvs. ikke automatisk login.

Da kryptering allerede er valgt, så giver det ikke mening at kryptere Hjem-mappe, så det vælger jeg ikke.

Klik på "Fortsæt"

Og så installeres Linux Mint

Så er det kun at vente og evt. læse de slides undervejs, som installationen viser.

Færdig!

Og endelig er installationen færdig.

Du kan nu vælge at boot'e eller fortsætte med at teste/lege, men da du lige har installeret Linux, så er det mest naturlige vel nok bare at boot'e og komme igang.

Tryk på "Genstart nu".

Første start

Nu booter maskinen for første gang med den nye Linux.

Men først skal den lige sikre sig, at du ikke starter på USB'en igen - og derfor beder den dig om at fjerne USB-stick'en.

Unlock!

Ja, nok er der installeret på Dansk, men det er jo tydeligvis ikke Alt, der er på dansk.

Du skal indtast det password, du valgte under kryptering.

Login

Endelig kommer login'et.

Dit brugernavn er sikkert allerede valgt og det eneste, der står, så indtast dit bruger-password og tryk enter.

Klar til brug

Og så er systemet klar til brug.

Bemærk:

Du skal bruge BEGGE passwords hver gang du starter computeren, men hvis du sætter maskinen i dvale eller låser skærmen, så skal du kun bruge bruger-password'et, når den vågner, eller du logger ind fra låst skærm.

Og så på film ...

En lille (og nok ret kedelig) 18 minutter video af fuld installation.

Den er lavet på en virtuel maskine, men ellers det samme som ovenstående ...

Og så er det ellers bare at udforske Linux.

Der kommer meget mere på disse sider om brugen af linux.